COBRA søkabel trækkes i land på Fanø
Første 37 km sektion er nedlagt
Søndag den 5. november fik Energinet trukket søkablet til COBRAcable i land på stranden på Vestfanø. ”Vejret viste sig fra sin smukkeste side på trods af, at det er november, så vi fik trukket kablet i land helt efter planen”, udtaler Poul Erik Pedersen, der er Energinets projektleder på søkablet.
Det er Prysmian Groups fabriksanlæg i Pikkala Finland, der har produceret det 13 cm tykke og 2.680 mm2 sektion søkabel.
Efter at den ene ende af kablet var trukket op på land, sejlede kabelskibet Atlanti mod syd for at lægge de 37 kilometer kabel, der var om bord. En undervandsplov, som er installeret under kabelskibet, sørger for, at kablet bliver lagt ned i havbunden. Den næste sektion af Prysmians søkablet med en længde på 56 km vil blive leveret og installeret i begyndelsen af december.
HVDC-forbindelsen vil have en kapacitet på 700 MW, og løbe fra Eemshaven i Holland gennem den tyske del af nordsøen til Endrup i Danmark. Kabelforbindelsen er et fælles projekt mellem Energinet og den hollandske transmissionssystemoperatør TenneT. I alt skal der lægges cirka 300 kilometer søkabel på strækningen, og COBRAcable skal efter planen være i drift til 2019.
Cobra-kablet vil muliggøre udveksling af vedvarende energi mellem de to lande, og er designet til at blive forbundet med en off-shore havmøllepark på et senere tidspunkt.
Du kan se, hvordan det så ud, da søkablet kom i land i videoen her. https://youtu.be/FYE-Gh132ew